Jeg er optaget af det livgivende liv.
Et liv med oplevelse af sammenhæng ved at gå efter drømme, der giver mening og kvalitet i både mit eget og andres liv.
Det er sikkert derfor jeg i sin tid tog fysioterapeutuddannelsen og siden hen har suppleret den med en Diplomuddannelse i Sundhedspædagogik, Master i NLP og Enneagrammet, Klinisk Akupunktør Uddannelse, NADA, Glad Ryg certificering og uddannelse som Stresskonsulent (MBSR).
Af praktisk erfaring har jeg arbejdet med patienter på sygehuset, sygdomsforebyggelse i kommunen, klienter på klinik, kunder i Motionscenter og Badeland, undervist inden for de grundlæggende sundhedsfaglige- og pædagogiske uddannelser og har haft min egen klinik med fysioterapeutisk behandling, undervisning og individuel Enneagramtest gennem mere end 5 år.
Det giver mig en solid teoretisk baggrund og mange års praktisk erfaring i mødet med mennesker med forskellige udfordringer og ønsker.
Hertil kommer min egen livshistorie, hvor jeg forfølger sundhed, som et godt fundament til at tage fat om livet med glubende appetit.
Aktuelt underviser jeg på 12 forskellige træningshold i et aldersspænd mellem 3 mdr. og 91 år. Jeg tilbyder også at tage ”pulsen på din sundhed”. Fysisk i forhold til hvordan du ser ud inde i kroppen (fedtsyreprofil og tarmsundhed) samt bevidsthed om din personlighed med afsæt i Enneagrammet. Alle tre tests med opfølgende samtale.
Jeg elsker oplevelser med børn, svigerbørn, børnebørn og mennesker i min omgangskreds. Jeg bruger energi på at ro i den norske Skærgård, vandre op til base camp Mount Everest, cykle op af Alpe d`Huez og dyrke yoga, mindfulness, vinterbadning – ja bare en lille bid hver dag, som beriger det livgivende liv.